Det er ikke let at være Jørgen Leth. Først bliver han trukket gennem sølet og beskyldt for at være en imperialistisk gammel gris, der ser det som sin ret at tage sin haitianske kokkepiges 17-årige datter bagfra. Og nu har han så givet sig selv det ultimative benspænd: At ”indramme erotikken” og skabe en film om det erotiske menneske.
Den gode nyhed er, at ”Det erotiske menneske” på effektiv vis fejer hørmen af gammel liderbasse væk. I nogle af filmens centrale – og bedste – scener, diskuterer Jørgen Leth og den nu noget ældre kokkepige-datter deres fem års lange kærlighedsforhold på Haiti. Og her fremgår det tydeligt, at der ikke alene har været ægte følelser med fra begge sider, men også gensidig respekt og et meget mere ligeværdigt forhold, end den løsrevne sætning fra hans bog ellers er blevet udlagt som.
Den dårlige nyhed er til gengæld, at ”Det erotiske menneske” er en langtrukken, kedelig og – paradoksalt nok – meget lidt erotisk film.
Kun i små glimt fornemmes erotikken. Når vandet trækker sig tilbage fra en fristende brystvorte, når en kvinde løfter blikket og møder fotografens i et spejl, når et bryst ligger dovent og afslappet og når en glat brun mave løfter og sænker sig i takt med kvindens vejrtrækning. I disse øjeblikke slås en erotisk tone an, som, hvis den var blevet fulgt til dørs, kunne have resulteret i en langt mere sanselig film.
”Show it - don’t tell it” er fortællerens første bud, men Leth gør lige det modsatte. Han kvæler erotikken med sine korte stakkatosætninger og fylder lærredet med kedsommelige klip af tomme hotelværelser, byer og rejser i en tilsyneladende endeløs søgen efter….ja det er lige det, som er spørgsmålet.
Jørgen Leth forklarer selv i filmen, at han ønsker at genskabe scener og stemninger fra kærlighedsaffærer, han har oplevet tidligere i sit liv. Som en skygge af Marcel Proust i ”På sporet af den tabte tid” leder han febrilsk efter den magiske Madeleine-kage, der skal gøre de tabte erindringer lyslevende igen.
Men det er et projekt, som er dødsdømt fra starten. For det første kan man aldrig genskabe det, man har oplevet, selv om mange har forsøgt. For det andet kan erotikken ikke indrammes. Det er selve dens væsen, at den ikke lader sig indfange, men opstår spontant.
Det er trist men desværre også ret forudsigeligt, at Jørgen Leth ender med at spænde ben for sig selv i netop den film, der måske har ligget ham mest på sinde i hans karriere. Den eksperimenterende doku-art stil, der normalt plejer at gøre hans film interessante – og i flere tilfælde banebrydende – ender her som et overintellektualiseret forsøg på erotisk selviscenesættelse
Man forlader filmen lettet over omsider at slippe fri og grundigt belært om instruktørens fascination af kvindekroppen som et forførerisk landskab. Men også uden fornemmelse af, at Jørgen Leth er et erotisk menneske.
Det erotiske menneske – 90 minutter – Danmark – Instruktør: Jørgen Leth – Medvirkende: Jørgen Leth m.fl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar