Woody Allen kører i ring

Woody Allen har i de sidste 40 år spyttet en film ud stort set en gang om året. Imponerende, især da produktionen har holdt en overraskende høj kvalitet, selvom det gik kraftigt ned ad bakke i starten af dette årtusind, hvor privatlivet fik lov til at fylde mere end filmene. En heldig konsekvens af Allens uheldige familieforhold har imidlertid været, at hans europæiske eksil har vist sig at være særdeles kunstnerisk frugtbart.”Match Point” (2005) varslede således et overraskende come back og en revitalisering af den gamle instruktør.

Med en så omfattende produktion må der være svipsere imellem, og lad det være sagt med det samme: Årets model – ”You Will Meet a Tall Dark Stranger” - afgjort en af dem. Der er intet nyt under solen. Temaerne er nogle af Allens mere gennemtærskede: Menneskets forfængelighed og håb, samt den komplicerede – og ofte forbudte – kærlighed. På samme måde er setup’pet også en gammelkendt traver, hvor alle elsker de forkerte af de forkerte årsager. Med andre ord en tynd kop ”soap” te, der kun lige nøjagtig bæres igennem af, at rollelisten er gennemført stjernespækket.

Alfie (Anthony Hopkins) er bange for at blive gammel. Han forlader derfor sin kone gennem 40 år, Helena (Gemma Jones), og gifter sig med en escortpige. Helena opsøger til gengæld fup-spiritisten Claire (Pauline Collins). Her får hun, hvad psykiaterne ikke kan give, nemlig råd og vejledning – og en lille en. Alfies og Helenas datter Sally (Naomi Watts) er forelsket i sin chef, den glamourøse galleriejer Greg (Antonio Banderas). Hun vil gerne have et barn, men hendes ægteskab med den fallerede forfatter Roy (Josh Brolin) er stagneret, mens han på 4. år skriver på sin nye bog. Roy er imidlertid fascineret af den skønne genbo Dia (Freida Pinto), som dog er forlovet osv. osv.

Filmen starter veloplagt, mens vi i korte klip med karakteristisk Allen-fortællerstemme introduceres for de forskellige personer. Der er lagt op til nogle finurlige parallelspor mellem de forskellige personer på kryds og tværs, men projektet mislykkes, og i stedet kører historien i ring og bliver en langtrukken og ligegyldig sag, hvor det går forudsigeligt ned ad bakke for personerne. Det er ikke, fordi skuespillet er dårligt. Woody Allen har forsøgt at kompensere for det tynde plot ved at hive en håndfuld sikre kort ud af ærmet. Og heldigt for ham, at han er en mand, man ikke sådan lige siger nej til. Men selvom der er trængsel øverst på plakaten, bliver vi ikke rigtigt engagerede i personerne. Til gengæld er det næsten pinligt at se Anthony Hopkins kæmpe med en dobbeltrolle, hvor han både spiller den aldrende førsteelsker Alfie, og samtidig spiller ”Woody Allen” med momentvis Woody-gestikulation – et mærkværdigt dukketeater.

Woody Allen har sin trofaste fanskare, som gerne griner allerede under introen, og de skal nok glæde sig over årets Woody-dosis. Som en af de lidt mindre trofaste fans kedede jeg mig til gengæld – især under den sidste halvdel.

You Will Meet a Tall, Dark Stranger – USA og Spanien – 98 minutter – Instruktion: Woody Allen – Medvirkende: Anthony Hopkins, Gemma Jones, Pauline Collins, Naomi Watts, Antonio Banderas, Josh Brolin, Freida Pinto m.fl.

Harry Potter 6½ - næstsidste sving med tryllestaven

- Vi står midt i mørke og dystre tider!

Med et nærbillede af Magi-Minister Rufus Scrimgeour slås tonen an fra første sekund i ”Harry Potter og dødsregalierne - del 1”. Og aldrig har den magiske troldmandsverden været mere mørk og dyster – eller længere væk fra det muntre kostskoleeventyr, der startede Harry Potter historien. Skoledagene på troldmandsskolen Hogwarts er definitivt forbi. Nu er der åben og blodig krig, og hvert eneste sving med tryllestaven er et spørgsmål om liv og død.

I filmens start reddes Harry på et hængende hår til vennen Ron Weasleys hjem - dels for at være i sikkerhed, dels for at være med til det forestående familiebryllup. Men bryllupsfesten afbrydes af nyheden om, at Magi-Ministeren er død, og at Ministeriet er faldet i hænderne på Voldemort og hans tilhængere. Sammen med Ron og Herminone Granger må Harry nu flygte videre for at finde og tilintetgøre de resterende horcruxer, som indeholder dele af Voldemorts sjæl, inden det endelige opgør med mørkets troldmand.

”Harry Potter og dødsregalierne – del 1” er i bund og grund en road-movie bygget op om de tre venners flugt og en række hæsblæsende og nervepirrende tæt-på-situationer. Nogen vil af samme grund mene, at filmen – og bogen bag den - er lidt vel lang i spyttet, men faktisk er der tale om den mest vellykkede Harry Potter film siden 3’eren.

I både film nummer 4, 5 og 6 var væsentlige dele af bøgerne således udeladt, fordi handlingen var både for omfattende og kompleks at omsætte til det store lærred. Men det er ikke tilfældet i den nye film. Beslutningen om at dele den sidste bog op i to film er selvfølgelig et smart markedsføringstrick, der skal sikre filmproducenterne endnu flere indtægter. Men samtidig gør det også, at seriens slutning får lov til at udfylde sit fulde potentiale, så de mange fans ikke snydes for noget.

Og instruktøren David Yates udnytter disse fordele til fulde til at uddybe spillet mellem de tre venner og til at sammensmede de mange aktionsekvenser med filmens lige så mange gribende og dramatiske øjeblikke. Blandt højdepunkterne er bl.a. et ”indbrud” i Magi-Ministeriet og en tur til Godric-dalen,. Hvor Harry er født. Vi får også en animeret sekvens med historien om dødsregaliernes oprindelse, der er så smukt udført, at den burde kunne vinde en Oscar for bedste animerede kortfilm.

Og frem for alt er filmen fyldt med skønne, engelske landskaber. Tågefyldte skove, bjerge og bakkeskråninger veksler med dale, blikstille søer og øde strandbredder i ét væk. Harry Potter universet er i denne film tættere på Ringenes Herre end nogensinde før – lige som de tre hovedpersoner på mange måder er som ringenes broderskab. Og ligesom den magtfulde ring påvirker sin bærer og slår revner i broderskabet på samme måde påvirker den ene horcrux de tre unge og truer venskabet mellem Ron og Harry.

”Harry Potter og dødsregalierne – del 1” er ikke en perfekt film. For det første bærer den trods alt præg af at være første halvdel af en større historie. Og når de magiske løjer sættes ned i tempo og kammerspillet tager over, slår hovedpersonernes evner som skuespillere trods alt ikke helt til. Især virker en scene, hvor Ron vender tilbage til gruppen efter et længere fravær og Hermione skælder ham ud, lidt for kejtet. Og bortset fra Harry, Ron og Hermione kommer resten af filmens figurer til at spille meget periferisk, når de dukker ind og ud af de forskellige scener.

Men heldigvis består disse ”biroller” af en række af Englands bedste skuespillere med Ralph Fiennes, Alan Rickman og Helena Bonham Carter i spidsen – skuespillere der kan få rigtig meget ud af selv lidt. Og hvad angår de tre hovedrolleindehavere, så er de deres (begrænsede) evner til trods vokset med og ind i de roller, de har haft i næsten 10 år. Man mærker således tydeligt, at de har kendt hinanden i lang tid.

Resultatet er en særdeles underholdende, gribende og nervepirrende film. Og nu da road-movie delen af den sidste bog er overstået og vi kun har det endelige opgør tilbage, er der formentlig lagt op til et brag af en to’er. Den kommer i 2011. Det kan kun gå for langsomt.

Harry Potter og dødsregalierne del 1 - 146 minutter - USA - Instruktør: David Yates - Medvirkende: Daniel Radcliffe, Emma Watson, Rupert Grint, Ralph Fiennes, Alan Rickman, Helena Bonham Carter, Julie Walters m.fl.

Film 2010 - stadig langt fra toppen

Så er det blevet november igen, og den nye filmårbog – ”Film 2010” – er kommet på gaden.

Som læsere af denne blog vil huske, var jeg mildt sagt ikke begejstret for dens forgænger – Film 2009”. Derfor var mine forventninger også langt mere afdæmpede i år. Alligevel formår årbogen ikke engang at leve op til det lavere udgangspunkt.

På positivsiden er der sket moderate fremskridt omkring årbogens billeder. Mens ”Film 2009” var en sjældent tynd og uinspireret kop te, hvor det virkede som om, at det var redaktørerne selv, der havde fisket nogle tilfældige billeder frem og presset dem ind i et hjørne, har man idet mindste fornemmelsen af, at der er tænkt over tingene i ”Film 2010”.

Det flotte forside-nærbillede fra ”Avatar” er måske nok forudsigeligt. Men repræsenterer samtidig årets mest spetakulære, visuelle film. Og selv om layoutet stadig holdes i kedelig kasseform, hvor billederne ikke får lov at bryde rammen eller f.eks. stå som baggrundsrelief for teksten fylder billederne generelt mere på opslagene.

Nej, der, hvor ”Film 2010” for alvor fejler, er i udvælgelsen af de 29 film, som får længere omtale i bogens forreste del. Disse film skal ifølge redaktørerne selv repræsentere de største filmoplevelser på de danske lærreder fra 1. oktober 2009 til 30. september 2010.

Derfor kan det undre, at man bruger et helt opslag på den visuelt imponerende, men ellers totalt tomme 3D katastrofe-blockbuster ”2012”, mens Terry Giliams fantastiske ”The Imaginarium of Dr. Parnassus” kun får sølle 16 korte linjer i ”øvrige premierer” sektionen bagerst i årbogen.

På samme måde er det højst besynderligt, at der bruges endnu et opslag på den aldeles ligegyldige ”Clash of the Titans”, mens vildt æstetisk smukke og stærke film som ”A Single Man”, "London River” og ”Sin nombre” ligeledes er forvist til korte omtaler bagi.

Og hvorfor bruge et opslag på action-flops som ”The Expendables” og ikke mindst ”Salt”, når der er langt mere veloplagte og velspillede action-komedier, man kunne have omtalt, som f.eks. ”The A-team” og ”Date Night”.

At den fjerde Shrek-film og Disneys mest vellykkede tegnefilm i 15 år ”Prinsessen og frøen” også kun får korte omtaler bagi vidner om manglende overblik – og helt galt bliver det, når den tragikomiske animationsfilm ”Mary and Max” og japanske Miyasakis geniale tegnefilm ”Ponyo på klippen ved havet” ikke har fået de lange omtaler, som de helt klart fortjener. Her kunne man med fordel have sendt omtalerne af Erik Clausens flop ”Frihed på prøve” samt de aldeles forglemmelige ”Percy Jackson og lyntyven” og ”Troldmandens lærling” om bagi.

Og for at føje spot til skade bruges et opslag på den danske ”Parterapi”, som aldrig vil blive vist på nogen filmfestival, mens der ikke har været plads til længere omtaler af Thomas Vinterbergs sorte hverdagsdrama ”Submarino” og Tobias Lindholms rystende rå fængselsfilm ”R”.

Ovennævnte eksempler er selvfølgelig min helt subjektive mening. Alligevel vil jeg vove at påstå, at filmårbogen ikke har formået at løse opgaven med at fremhæve de største værker fra det seneste år. I stedet bygger den sine sider op efter ligegyldige opskrifter som f.eks. at fremdrage et dansk drama, en dansk børnefilm og en dansk komedie uden at se på, om det nu også var de tre bedste danske film, man kunne have valgt.

”Film 2010” er dermed i mere en én forstand langt fra toppen. Det virker som om de herrer Peter Risby Hansen og Nicolas Barbano har fået sig en lille nem tjans, som de klarer med venstre hånd og bind for øjnene. Filmårbogen fortjener bedre, så jeg stiller mig derfor gerne til rådighed, når næste års filmårbog skal planlægges og skrives.

Det uerotiske menneske

 

  

Det er ikke let at være Jørgen Leth. Først bliver han trukket gennem sølet og beskyldt for at være en imperialistisk gammel gris, der ser det som sin ret at tage sin haitianske kokkepiges 17-årige datter bagfra. Og nu har han så givet sig selv det ultimative benspænd: At ”indramme erotikken” og skabe en film om det erotiske menneske.

Den gode nyhed er, at ”Det erotiske menneske” på effektiv vis fejer hørmen af gammel liderbasse væk. I nogle af filmens centrale – og bedste – scener, diskuterer Jørgen Leth og den nu noget ældre kokkepige-datter deres fem års lange kærlighedsforhold på Haiti. Og her fremgår det tydeligt, at der ikke alene har været ægte følelser med fra begge sider, men også gensidig respekt og et meget mere ligeværdigt forhold, end den løsrevne sætning fra hans bog ellers er blevet udlagt som.

Den dårlige nyhed er til gengæld, at ”Det erotiske menneske” er en langtrukken, kedelig og – paradoksalt nok – meget lidt erotisk film.

Kun i små glimt fornemmes erotikken. Når vandet trækker sig tilbage fra en fristende brystvorte, når en kvinde løfter blikket og møder fotografens i et spejl, når et bryst ligger dovent og afslappet og når en glat brun mave løfter og sænker sig i takt med kvindens vejrtrækning. I disse øjeblikke slås en erotisk tone an, som, hvis den var blevet fulgt til dørs, kunne have resulteret i en langt mere sanselig film.

”Show it - don’t tell it” er fortællerens første bud, men Leth gør lige det modsatte. Han kvæler erotikken med sine korte stakkatosætninger og fylder lærredet med kedsommelige klip af tomme hotelværelser, byer og rejser i en tilsyneladende endeløs søgen efter….ja det er lige det, som er spørgsmålet.

Jørgen Leth forklarer selv i filmen, at han ønsker at genskabe scener og stemninger fra kærlighedsaffærer, han har oplevet tidligere i sit liv. Som en skygge af Marcel Proust i ”På sporet af den tabte tid” leder han febrilsk efter den magiske Madeleine-kage, der skal gøre de tabte erindringer lyslevende igen.

Men det er et projekt, som er dødsdømt fra starten. For det første kan man aldrig genskabe det, man har oplevet, selv om mange har forsøgt. For det andet kan erotikken ikke indrammes. Det er selve dens væsen, at den ikke lader sig indfange, men opstår spontant.

Det er trist men desværre også ret forudsigeligt, at Jørgen Leth ender med at spænde ben for sig selv i netop den film, der måske har ligget ham mest på sinde i hans karriere. Den eksperimenterende doku-art stil, der normalt plejer at gøre hans film interessante – og i flere tilfælde banebrydende – ender her som et overintellektualiseret forsøg på erotisk selviscenesættelse

Man forlader filmen lettet over omsider at slippe fri og grundigt belært om instruktørens fascination af kvindekroppen som et forførerisk landskab. Men også uden fornemmelse af, at Jørgen Leth er et erotisk menneske.

Det erotiske menneske – 90 minutter – Danmark – Instruktør: Jørgen Leth – Medvirkende: Jørgen Leth m.fl.

Bruce Willis og hans pensionistbande giver den gas

En pensioneret CIA-mand jages af sine egne og samler sit gamle hold for at gennemføre en sidste mission – ja, den har man vist hørt et par gange før efterhånden.
På samme måde er der ikke længere noget nyt i, at tegnerserier filmatiseres, og styrken i ”RED” (Retired Extremely Dangerous) ligger da heller ikke hverken i det temmelig uoriginale manuskript eller transformeringen fra tegneseriealbum til filmlærred.
Nej, det der gør ”RED” ganske underholdende er, at vi får en masse af det, vi forventer, serveret med et selvironisk og cool smil på læben.

Eks-CIA agenten Frank Moses lever et stille tilbagetrukket liv og bruger tiden på at langdistance-flirte over telefonen med den noget yngre kvinde Sarah, som står for udbetalingen hans månedlige check.
Den spirende romance forstyrres dog, da CIA sender et såkaldt ”wet team” ud for at slå ham ihjel – en opgave som ikke overraskende mislykkes.
Og nu kommer Sarah ud på sin vildeste date nogensinde, mens Frank samler sit gamle hold for at finde ud af, hvorfor han skulle elimineres.

Som sagt er "RED" en film, hvor historie og sammenhæng står helt og aldeles i skyggen af skuespillernes præstationer og indbyrdes kemi – og med et stjernehold bestående af Morgan Freeman, John Malkovich og Helen Miren er underholdningsfaktoren solidt sikret.

I midten af løjerne står Bruce Willis selv i hovedrollen som Frank Moses. Fra ”Die Hard” (1988) til ”Sin City” (2005) har Willis stort set spillet den samme rolle som den helt almindelige, lidt slidte men også ret slidstærke og hårdkogte fyr. Det er en rolle, han kan til fingerspidserne, og som i princippet ikke har udviklet sig stort de sidste 22 år. Men hvorfor også udvikle noget, der ikke har behov for at blive forbedret – og som publikum elsker. Hans pokerfjæs gennem hele filmen tenderer i glimt det parodiske, men omvendt har han rigeligt råd til at slappe lidt af. Det er trods alt Bruce, hvor vi allerhelst vil se ham.

Over for – eller rettere sammen med ham – står bl.a. Helen Mirren. ”The Queen” er et spændende og velegnet valg som modvægt til Willis’ forudsigelighed. Der er noget uimodståeligt mellem hendes bedstemoragtige opførsel, når hun arrangerer blomster og så den koldbodige hit-kvinde indeni.
´
Desværre får Morgan Freeman ikke helt samme plads at boltre sig på. Han er den på holdet, der står svagest – ikke så meget på grund af sin præstation, men fordi hans figur ikke udnyttes tilstrækkeligt, og det er synd.

Til gengæld stjæler John Malkovich helt og aldeles billedet, som den paranoide konspirations-teoretiker, der ser sammensværgelser overalt. Efter at have set ham i den ene psykisk ustabile rolle efter den anden er det befriende – og meget morsomt – omsider at se ham gå helt og aldeles amok.

Nej CIA, Secret Service og resten af det etablerede system har i sandhed ingen anelse om, hvad de er oppe imod. Og "RED" lægger sig ubesværet i spidsen for den lille håndfuld vellykkede actionkomedier, vi allerede har fået fra USA i år (”Date Night”, ”The A-team” og ”Knight and Day”).

RED – 111 minutter – USA – Instruktør: Robert Schwentke – Medvirkende: Bruce Willis, Mary-Louise Parker, Helen Mirren, Morgan Freeman, John Malkovich, Brian Cox, Richard Dreyfuss m.fl.