søndag den 14. november 2010

Bruce Willis og hans pensionistbande giver den gas




En pensioneret CIA-mand jages af sine egne og samler sit gamle hold for at gennemføre en sidste mission – ja, den har man vist hørt et par gange før efterhånden.
På samme måde er der ikke længere noget nyt i, at tegnerserier filmatiseres, og styrken i ”RED” (Retired Extremely Dangerous) ligger da heller ikke hverken i det temmelig uoriginale manuskript eller transformeringen fra tegneseriealbum til filmlærred.
Nej, det der gør ”RED” ganske underholdende er, at vi får en masse af det, vi forventer, serveret med et selvironisk og cool smil på læben.

Eks-CIA agenten Frank Moses lever et stille tilbagetrukket liv og bruger tiden på at langdistance-flirte over telefonen med den noget yngre kvinde Sarah, som står for udbetalingen hans månedlige check.
Den spirende romance forstyrres dog, da CIA sender et såkaldt ”wet team” ud for at slå ham ihjel – en opgave som ikke overraskende mislykkes.
Og nu kommer Sarah ud på sin vildeste date nogensinde, mens Frank samler sit gamle hold for at finde ud af, hvorfor han skulle elimineres.

Som sagt er "RED" en film, hvor historie og sammenhæng står helt og aldeles i skyggen af skuespillernes præstationer og indbyrdes kemi – og med et stjernehold bestående af Morgan Freeman, John Malkovich og Helen Miren er underholdningsfaktoren solidt sikret.

I midten af løjerne står Bruce Willis selv i hovedrollen som Frank Moses. Fra ”Die Hard” (1988) til ”Sin City” (2005) har Willis stort set spillet den samme rolle som den helt almindelige, lidt slidte men også ret slidstærke og hårdkogte fyr. Det er en rolle, han kan til fingerspidserne, og som i princippet ikke har udviklet sig stort de sidste 22 år. Men hvorfor også udvikle noget, der ikke har behov for at blive forbedret – og som publikum elsker. Hans pokerfjæs gennem hele filmen tenderer i glimt det parodiske, men omvendt har han rigeligt råd til at slappe lidt af. Det er trods alt Bruce, hvor vi allerhelst vil se ham.

Over for – eller rettere sammen med ham – står bl.a. Helen Mirren. ”The Queen” er et spændende og velegnet valg som modvægt til Willis’ forudsigelighed. Der er noget uimodståeligt mellem hendes bedstemoragtige opførsel, når hun arrangerer blomster og så den koldbodige hit-kvinde indeni.
´
Desværre får Morgan Freeman ikke helt samme plads at boltre sig på. Han er den på holdet, der står svagest – ikke så meget på grund af sin præstation, men fordi hans figur ikke udnyttes tilstrækkeligt, og det er synd.

Til gengæld stjæler John Malkovich helt og aldeles billedet, som den paranoide konspirations-teoretiker, der ser sammensværgelser overalt. Efter at have set ham i den ene psykisk ustabile rolle efter den anden er det befriende – og meget morsomt – omsider at se ham gå helt og aldeles amok.

Nej CIA, Secret Service og resten af det etablerede system har i sandhed ingen anelse om, hvad de er oppe imod. Og "RED" lægger sig ubesværet i spidsen for den lille håndfuld vellykkede actionkomedier, vi allerede har fået fra USA i år (”Date Night”, ”The A-team” og ”Knight and Day”).

RED – 111 minutter – USA – Instruktør: Robert Schwentke – Medvirkende: Bruce Willis, Mary-Louise Parker, Helen Mirren, Morgan Freeman, John Malkovich, Brian Cox, Richard Dreyfuss m.fl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar